Lone og Jakob Festersen vil sælge alt godt fra landet i deres nye gårdbutik i Røllum.
Nyheds Indhold:
Den røde salgsbod i svinget på Røllum Bygade er kendt og benyttet af adskillige mennesker, som sætter pris på frisk frugt og grøntsager direkte fra avlerens træer, buske og marker. Efter fire års tro tjeneste ber boden nu erstattet med en rigtig gårdbutik, der åbnede fredag den 7. september. Dermed er dagene talte for "Døgneren i Røllum", som salgsboden populært er blevet kaldt i daglig tale. Til gengæld glæder ægteparret Lone og Jakob Festersen sig til åbne gårdbutikken, hvor der både er plads til et større sortiment og flere varer.
Mere end ny kartofler og jordbær - Vi har i de senere år oplevet en stigende interesse for at købe friske varer, og især vore tidlige nye kartofler og jordbær hentes langvejs fra. Men vi kan mere end det, og vi håber, at den nye gårdbutik vil tiltrække endnu flere kunder, siger Lone Festersen. I butikken vil der naturligvis stadig blive solgt årstidens frugt og grøntsager, men sortimentet udvides med eksempelvis frisklagte landæg fra fritgående høns og en række forædlede produkter som hjemmelavede rødbeder, asier, marmelader, saft og honning og andre specialiteter. På et senere tidspunkt har Festersen-familien også planer om at sælge specialkød på bestilling.
Årstiden er afgørende Fremover vil det være muligt at købe ugepakker, der er sammensat af sæsonens aktuelle råvarer, og i december måned vil den hyggelige gårdbutik danne rammen om en julestue med alt, hvad hjertet begærer af dekorationer og julepynt. - Vi glæder os til at udvikle butikken, og håber at mange vil tilmelde sig vort nyhedsbrev her på hjemmesiden. Alle der tilmelder sig får et gratis bundt porrer, siger Lone Festersen.